Hamlet er uden tvivl fremstillet som et dybt moralsk individ, der kæmper med de moralske implikationer af sine handlinger og overvejer de etiske principper omkring hævn, retfærdighed og pligt. Han oplever dog også intense følelser, såsom sorg, vrede og tøven, som kan forplumre hans dømmekraft og føre til impulsive beslutninger.
Shakespeare præsenterer Hamlets moralske kompas som mangefacetteret og udviklende. I første omgang præsenteres Hamlet som en kontemplativ og filosofisk karakter, men efterhånden som stykket skrider frem, bliver han mere beslutsom og fast besluttet på at hævne sin fars død. Nogle af hans handlinger, som at planlægge at fælde Claudius og iscenesætte stykket "Musefælden", kunne ses som moralsk komplekse og endda vildledende.
Kernen i Hamlets moralske kampe er hans manglende evne til at forene sin personlige søgen efter hævn med de moralske og samfundsmæssige forventninger til hans rolle som prins og søn. Hans indre uro stammer fra konflikten mellem, hvad han føler, han skal gøre (hævne sin far) og de etiske og pragmatiske overvejelser, der følger med en sådan opgave.
Overordnet set, mens Hamlet demonstrerer øjeblikke af moralsk bevidsthed og etisk ræsonnement, er hans handlinger ikke styret af en enkelt, konsekvent adfærdskodeks. Hans moralske rejse er præget af kompleksitet, inkonsistens og indflydelse fra både indre og ydre faktorer.