Allegro er en af de mest almindelige tempomarkeringer, der bruges i vestlig klassisk musik. Det findes ofte i satser af symfonier, sonater, koncerter og andre instrumentale stykker, såvel som i operaer, oratorier og andre vokalværker.
Udtrykket "allegro" kommer fra det italienske ord "allegro", som betyder "munter", "livlig" eller "glad". Dette afspejler den lyse, optimistiske karakter, der typisk forbindes med musik i allegro-tempo.
Allegro er ofte kontrasteret med andre tempomarkeringer som Adagio (langsomt og yndefuldt), Andante (moderat tempo) og Presto (meget hurtigt).
Her er nogle eksempler på musikstykker i allegro-tempo:
1. "Allegro" fra Beethovens symfoni nr. 5 i c-mol
2. "Allegro con brio" fra Mozarts symfoni nr. 40 i g-mol
3. "Allegro vivace" fra Haydns strygekvartet i C-dur, op. 76, nr. 3
4. "Allegro ma non troppo" fra Bachs Brandenburgerkoncert nr. 3 i G-dur
5. "Allegro furioso" fra Vivaldis violinkoncert i a-mol, op. 3, nr. 6