Ikke-voldelig modstand:
* Boykot: Han deltog i boykot af virksomheder og institutioner, der håndhævede apartheidpolitikker.
* Fredelige protester: Han organiserede og deltog i fredelige demonstrationer, marcher og stævner.
* Civil ulydighed: Han og hans kammerater brød uretfærdige love, såsom dem, der forbød sorte mennesker at bo i bestemte områder eller stemme.
Væbnet kamp:
* Sabotage: Mandela og hans organisation, Umkhonto we Sizwe (Nationens Spyd), udførte sabotagehandlinger mod offentlige bygninger og infrastruktur.
* Militær træning: Mandela modtog træning i militær taktik og strategi, og han var med til at etablere træningslejre for krigere.
Politisk aktivisme:
* Politisk organisering: Mandela var med til at etablere African National Congress (ANC), et politisk parti dedikeret til at stoppe apartheid. Han tjente i forskellige lederroller i ANC, herunder som dets præsident.
* Internationalt diplomati: Han rejste internationalt for at skabe opmærksomhed om apartheid og skaffe støtte til anti-apartheid-bevægelsen.
Det er vigtigt at bemærke, at Mandelas syn på vold udviklede sig over tid. I starten mente han, at væbnet kamp var nødvendig for at opnå forandring. Efter sin løsladelse fra fængslet gik han dog ind for fredelig modstand og forsoning.
Mens Mandela brugte forskellige metoder, fastholdt han konsekvent sit engagement i de grundlæggende principper om demokrati, lighed og menneskerettigheder. Hans arv ligger ikke kun i hans kamp mod apartheid, men også i hans urokkelige tro på ikke-vold og tilgivelsens magt.