Digtet sammenligner månen med en gylden hage i Kina. Digteren fortæller om, hvordan han beundrede månen en smuk aften, og han siger, at månen lignede en gylden hage i Kina, bortset fra at den var meget smukkere. Digteren fortsætter derefter med at beskrive månens skønhed, og han siger, at det var et perfekt eksempel på Guds håndværk.
Digtet slutter med, at digteren reflekterer over månens skønhed, og hvordan den minder ham om skønheden i Guds skabelse. Han siger, at månen er et symbol på håb for den skønhed, der kan komme ud af mørket, og han siger, at ligesom månen kan vi finde håb i vores livs mørke.