Monologen, du sandsynligvis henviser til, er Barbaras lange skænderi om hendes liv og hendes ægteskab med sin mand, Harry. Det sker i begyndelsen af anden akt, hvor hun reflekterer over sin date med den unge og naive Bob. Hun udtrykker sin frustration over sit ægteskab, sin længsel efter spænding og lidenskab og sin dybtliggende ensomhed.
Her er en komprimeret version af Barbaras monolog:
Barbara: (Til sig selv, efter Bob er gået) "Åh, Gud. Jeg var så bange for, at han ville bede mig om at gifte sig med ham. Jeg tror, jeg burde være taknemmelig for, at han ikke gjorde det. Men han var så... ung. Så uskyldig. Det er som om en hel verden af erfaringer er gået mig forbi. Hvad laver jeg? Jeg er 35 år gammel. Jeg har været gift, en god lejlighed, men den har været tom i et liv i 10 år. It's so empty. And I can't help but feel like I'm missing out on something. I keep telling myself that I'm happy, that I have everything I need. But do I? Am I really happy? Am I really living? I don't know. Sometimes I feel like I'm just going through the motions. Just existing. I'm not even sure what I'm looking for anymore. But I know it's not this. It's not this quiet, predictable life with Harry. Jeg vil have noget andet... Er det så forfærdeligt, at jeg vil føle mig i live, ikke bare at gøre.
Denne monolog fremhæver Barbaras indre uro og hendes søgen efter noget mere i hendes liv. Det er et stærkt øjeblik af introspektion, hvor hun kæmper med sine ønsker, sin usikkerhed og sine følelser af utilfredshed med sin nuværende situation.
Det er vigtigt at bemærke, at denne monolog er et afgørende øjeblik i stykket, der afslører Barbaras sande følelser og sætter scenen for resten af stykket. Det er en gribende udforskning af kompleksiteten af ægteskab, midtvejskrise og søgen efter opfyldelse.