Det romantiske orkester var også mere fleksibelt end det klassiske orkester . Dirigenten havde større frihed til at fortolke musikken, og orkestret kunne reagere hurtigere på ændringer i tempo og dynamik. Dette gav mulighed for en mere udtryksfuld og dramatisk forestilling.
Her er nogle specifikke eksempler på, hvordan det romantiske orkester adskilte sig fra det klassiske orkester:
* Det romantiske orkester havde en større strygesektion. Det klassiske orkester havde typisk omkring 20 strenge, mens det romantiske orkester kunne have så mange som 50 eller 60. Dette gav mulighed for en rigere, mere klangfuld lyd.
* Det romantiske orkester inkluderede flere træblæsere og messingblæsere. Det klassiske orkester havde typisk to oboer, to fagotter og to horn. Det romantiske orkester tilføjede klarinetter, fløjter, trompeter og tromboner. Dette gav orkestret en bredere vifte af farver og klangfarver.
* Det romantiske orkester var mere fleksibelt. Det klassiske orkester blev typisk dirigeret fra cembalo, hvilket begrænsede dirigentens evne til at bevæge sig rundt og gestikulere. Det romantiske orkester blev dirigeret fra et podium, hvilket gav dirigenten mere bevægelsesfrihed. Dette gav mulighed for en mere udtryksfuld og dramatisk forestilling.
Det romantiske orkester var en stor nyskabelse i musikhistorien. Det gjorde det muligt for komponister at skabe værker af større kompleksitet og følelsesmæssig dybde. Det romantiske orkester bruges stadig i dag, og det er stadig et af de mest kraftfulde og alsidige instrumenter i verden.