En jazzvandring beskriver den måde, hvorpå en jazzmusiker bruger hele spændvidden af klaver- eller guitarhalsen til at bygge akkordforløb og improvisere. Spilleren "går" op eller ned af instrumentets hals og spiller toner højere og lavere på skalaen, mens de går, og det er med til at skabe en dynamisk og interessant melodi eller progression.
Jazzvandringer bruges ofte i jazz- og bluesmusik, og kan høres i både improviseret og komponeret melodi. De involverer at spille forskellige toner af en akkord, inklusive grundtonen, terts, kvint og septim, i rækkefølge, typisk startende fra den laveste tone og bevæger sig opad. Dette giver musikere mulighed for at udforske forskellige stemmer og teksturer af akkorden, samt at gøre brug af mere kromatiske toner og udvidede harmonier.
Jazzvandringer kan også betragtes som overgangspassager, der forbinder forskellige dele af en sang eller komposition. De kan skabe rytmisk spænding og en flydende følelse af bevægelse, og bruges ofte til at opbygge forventning eller til at bygge bro over harmoniske ændringer.
Overordnet set er jazzvandringen en grundlæggende teknik i jazzmusikken, der giver mulighed for både melodisk kreativitet og harmonisk udforskning, og er et kerneelement i den unikke lyd og stil af jazz og blues.