En væsentlig milepæl i udviklingen af biograflærredet var opfindelsen af det reflekterende biograflærred af Robert William Paul i 1896. Denne skærm brugte en kombination af et konkavt spejl og en gennemskinnelig skærm, som forbedrede lysstyrken og skarpheden af projicerede billeder. Et andet bemærkelsesværdigt bidrag kom i 1913, da C. Francis Jenkins og Thomas Armat udviklede en linseformet skærm, som havde en struktureret overflade med små kanter, hvilket muliggjorde bredere betragtningsvinkler og forbedret billedkvalitet.
Brugen af sølvbelagte skærme til at forbedre reflektiviteten blev populær i 1920'erne, og konceptet med buede skærme til at give en mere fordybende seeroplevelse blev introduceret i slutningen af 1950'erne. Yderligere innovationer inden for skærmmaterialer og -teknologier, såsom højforstærkningsskærme, mikroperforerede skærme og bagprojektionssystemer, fortsatte med at forme udviklingen af biograflærreder gennem årtierne.
Derfor kan det ikke indsnævres til et specifikt år, da opfindelsen af biograflærredet var et resultat af en række trinvise forbedringer og fremskridt inden for filmprojektion gennem det sene 19. århundrede og frem.