Ud over primogeniture var der også en række andre regler, der styrede arv på Shakespeares tid. For eksempel måtte kvinder generelt ikke arve ejendom i egen ret, medmindre de var det eneste overlevende barn. Hvis en mand døde uden børn, ville hans ejendom overgå til hans nærmeste mandlige slægtning.
Reglen om primogeniture blev ofte set som uretfærdig, da den kunne føre til, at yngre sønner ikke stod tilbage med ingenting. I nogle tilfælde kunne dette endda føre til konflikt mellem brødre, da de yngre sønner kunne føle, at de var blevet snydt for deres retmæssige arv.
På trods af sine mangler var primogeniture den accepterede arveregel på Shakespeares tid, og den spillede en vigtig rolle i udformningen af Englands sociale struktur.