Her er en nærmere analyse af Lears karakter og handlinger, der bidrager til hans undergang:
Overdreven stolthed: Lears stolthed og ønske om at blive respekteret og idoliseret af sine børn er tydelig fra begyndelsen af stykket. Han kræver absolut loyalitet og kærlighed fra sine døtre og gør sin kærlighed betinget af deres smiger.
Uretfærdig dom: Lears mangelfulde dømmekraft får ham til at opdele sit rige udelukkende baseret på sine døtres kærlighedserklæringer, idet han ignorerer Cordelias ægte hengivenhed og forviser hende for hendes ærlighed. Denne beslutning sætter scenen for de efterfølgende konflikter.
Ignorering af loyalitet: Lears tilsidesættelse af den loyale Kent, som advarer ham om Goneril og Regans falskhed, viser hans tendens til at prioritere smiger frem for integritet.
Mangel på selvbevidsthed: Lear mangler evnen til at erkende sine egne fejl og konsekvenserne af sine handlinger. Han nægter stædigt at anerkende sandheden om sine døtre og deres hensigter.
Impulsivitet: Lear handler impulsivt og uden at overveje de langsigtede konsekvenser. Han forviser Cordelia, ignorerer Kents råd og forbander senere Goneril og Regan uden helt at forstå deres motiver.
Som et resultat af disse fejl og handlinger lider Lear enorme mentale kvaler, mister sin trone og går i sidste ende ned i vanvid. Hans lidelse fremkalder medlidenhed og rædsel, som er nøgleelementer i Aristoteles' definition af en tragisk helt.
Lears undergang er ikke udelukkende forårsaget af ydre kræfter eller skæbne, men snarere af hans interne karakterfejl og hans egne valg. I denne forstand eksemplificerer han den tragiske heltearketype, hvor et stort og respektabelt individs undergang skyldes deres egen tragiske fejl.