Symfonier er typisk komponeret for et stort ensemble af musikere og opføres ofte i koncertsale. De anses generelt for at være blandt de mest komplekse og sofistikerede former for vestlig klassisk musik.
Symfoniens historie kan spores tilbage til det 16. århundrede, hvor italienske komponister begyndte at skrive flersatsværker for instrumentale ensembler. Disse tidlige symfonier var ofte baseret på dansemusik og var typisk lette og underholdende af natur.
I det 17. århundrede begyndte tyske komponister at udvikle symfonien til en mere seriøs og kompleks form. De introducerede nye strukturelle elementer, såsom sonata-allegro-formen, og begyndte at udforske en bredere række af musikalske følelser.
I det 18. århundrede nåede symfonien sit højdepunkt af popularitet. Komponister som Haydn, Mozart og Beethoven skrev nogle af de mest berømte og elskede symfonier nogensinde. Disse symfonier er kendetegnet ved deres skønhed, kompleksitet og følelsesmæssige kraft.
I det 19. århundrede fortsatte symfonien med at udvikle sig, da komponister begyndte at eksperimentere med nye former og stilarter. Nogle komponister, såsom Brahms og Mahler, skrev symfonier, der var endnu længere og mere komplekse end deres forgængeres. Andre, såsom Berlioz og Liszt, skrev symfonier, der var mere programmatiske i sin natur, fortalte en historie eller fremkaldte en bestemt stemning.
I det 20. århundrede fortsatte symfonien med at være en populær form for musikalsk udtryk, selvom den undergik nogle ændringer. Nogle komponister, såsom Stravinsky og Shostakovich, skrev symfonier, der var dissonante og eksperimenterende. Andre, såsom Copland og Bernstein, skrev symfonier, der var mere tilgængelige for et bredere publikum.
I dag er symfonien fortsat en vital del af det klassiske musikrepertoire. Det er en form, der er i stand til at udtrykke en bred vifte af følelser og ideer, og den bliver ved med at nydes af publikum over hele verden.