1. D-dur - B7 - E-dur:Dette er en klassisk modulation, der bruger den dominerende septim-akkord i E-dur (B7) som en pivot-akkord. B7-akkorden indeholder den førende tone (C♯), som opløses til tonikken (E) i E-dur-akkorden.
2. D-dur - G-dur - C-dur - E-dur:Denne progression bruger en række sekundære dominante akkorder til at modulere til E-dur. G-dur-akkorden er dominant af C-dur, og C-dur-akkord er dominant af E-dur. Dette skaber en jævn og logisk progression fra D-dur til E-dur.
3. D-dur - Bb-dur - E-dur:Denne progression bruger en vildledende kadence i det første akkordskifte. Bb-dur-akkorden er den relative dur af G-mol, som er den relative mol af C-dur. Dette skaber en harmonisk overraskelse og fører til den endelige dominant-toniske opløsning i E-dur.
4. D-dur - Em7 - A7 - D-dur - E-dur:Denne progression bruger et kromatisk medianforhold mellem D-dur og Em7. Em7-akkorden deler to toner (E og B) med Am7, som er den dominerende syvende akkord i D-dur. Dette skaber en jævn overgang til A7-akkorden, som derefter løses til D-dur. Den sidste D-dur-akkord fungerer som en pivot-akkord, der fører til den endelige opløsning i E-dur.
Dette er blot nogle få eksempler på akkordforløb, der kan modulere fra D-dur til E-dur. I sidste ende vil valget af modulering afhænge af den overordnede musikalske kontekst og den ønskede effekt.