Rondo-formen er en musikalsk struktur, der har et tilbagevendende tema, eller refræn, vekslende med kontrasterende sektioner. Omkvædet optræder typisk i begyndelsen, slutningen og mellem de kontrasterende sektioner. De kontrasterende afsnit kaldes ofte episoder eller kupletter.
De væsentlige musikalske elementer i rondoformen er temaet og dets gentagelse. Temaet er stykkets musikalske hovedidé, og det går igen i hele stykket. De kontrasterende sektioner giver variation og kontrast til temaet, og de er med til at skabe en følelse af fremdrift.
Rondoformen bruges ofte i klassisk musik, især i den klassiske periode (1750-1830). Nogle berømte eksempler på rondoer omfatter Rondo Alla Turca af Wolfgang Amadeus Mozart, Rondo Capriccioso af Felix Mendelssohn og Rondoen fra Beethovens klaversonate nr. 14 ("Moonlight Sonata").
Rondoens hovedtemaer
Rondoens hovedtemaer er enhed, variation og kontrast. Enhed skabes ved at gentage temaet gennem hele stykket. Variation skabes af de kontrasterende sektioner, som giver en følelse af kontrast og fremadrettet momentum. Kontrast skabes af forskellene mellem temaet og de kontrasterende sektioner.
Rondo-formen er en alsidig musikalsk struktur, der kan bruges til at skabe en bred vifte af musikalske effekter. Det bruges ofte i klassisk musik, men det kan også findes i andre musikgenrer, såsom jazz, folkemusik og pop.