***
> Kapitel 1
> Jeg fordampede ved et uheld MIN PRE-ALGEBRA LÆRER.
> Det er ikke noget man glemmer, selvom man er en tolvårig ordblind med ADHD, ligesom jeg. Jeg mener, de fleste lærere var alligevel ikke så spændende, bortset fra fru Dodds, som var en rigtig buzzkill. For det første bar hun disse sorte, spidse sko, der klikkede, hver gang hun gik ned ad gangen. For en anden mindede hendes øjne mig om en høg. Hun havde en måde at se på mig, som om hun kunne se lige gennem mit kranium.
> Fru Dodds var også den eneste lærer, der nogensinde havde fået mig til at have det dårligt med min ADHD. "Percy," sagde hun, "du ville klare dig meget bedre, hvis du bare prøvede at fokusere."
> Jeg har altid villet fortælle hende, at jeg forsøgte at fokusere, men min hjerne var bare anderledes. Jeg mener, når du har en hjerne som min, er det som at have tusind forskellige radiostationer, der alle sender på én gang. Det var ikke kun én station, det var dem alle, hver enkelt højere end den sidste.
> Men jeg har aldrig sagt noget om det. Jeg sad bare bagerst i hendes klasse og dagdrømmede om alle de ting, jeg hellere ville lave end at lære om den kvadratiske formel.
***
Sig til, hvis du vil læse mere!